Takket være en smuk gave fra øens erhvervsliv er Samsø Kommune nu ejer af en borgmesterkæde.
Fredag den 8. marts fejrede Samsø Håndværkerforening sit 150-års jubilæum, hvor øens borgere var inviteret til ceremoniel overdragelse af en borgmesterkæde til Samsø i Anton Rosen Huset. En prægtig borgmesterkæde smedet med omhu af den lokale guldsmed Bent Ranum. Den imponerende kæde bærer øens våbenskjold, og øens 22 landsbyer er repræsenteret med forskellige symboler og afbildninger. Det var Bent selv, som lagde kæden om halsen på Borgmester Marcel Meijer.
Marcel modtog kæden og holdt en tale, hvori han blandt andet talte om forholdet mellem magt, symboler og identitet.
I vores lille samfund her på Samsø er vi ikke kendt for at gøre for stort væsen af os. Vi foretrækker det enkle og nære, og det er derfor passende, at vores nye borgmesterkæde afspejler vores 22 landsbyer og dermed hædrer vores lokalsamfund, som vi er så stolte af. Symboler er vigtige for vores identitet
Marcel Meijer, BorgmesterKæden er blevet til virkelighed med gavmilde donationer
Samsø Erhvervsforum har taget initiativ til en indsamling til borgmesterkæden, og følgende foreninger har bidraget:
· Samsø Håndværkerforening
· Samsø Turist- og Handelsstandsforening
· Samsø Fonden
· Samsø Festival
· Samsø Restauratørforening
· Samsø Erhvervsforum
· Samsø Energiakademi
Kom og se borgmesterkæden på nært hold
Samsø Kommune inviterer interesserede til at komme og se borgmesterkæden, der med sine mange detaljer fortæller en historie om en ø med mangfoldige landsbyer. Kæden vil være udstillet i kantinen på Rådhuset torsdag den 21. marts kl. 15.00-17.00 og i Anton Rosen Huset lørdag den 30. marts kl. 10.00 til 14.30. Her vil det også være muligt at stille spørgsmål til Guldsmed Bent Ranum.
Foto: Jeanette Philipsen