Samsø Kommune vil i de kommende måneder afprøve træningskonceptet DigiRehab, hvor ældre borgere gennemfører et træningsforløb i eget hjem.
24 samsinger, der alle får hjemmehjælp, er blevet tilbudt at afprøve de digitale træningsforløb. Borgerne får to gange om ugen i 12 uger besøg af en dedikeret træningsassistent fra hjemmeplejen, der hjælper og motiverer dem til at gennemføre et skræddersyet træningsprogram via en tablet.
Bedre livskvalitet gennem regelmæssig træning
Regelmæssig træning er afgørende for at styrke eller bevare ældres fysiske evner, så de kan leve et selvstændigt og aktivt liv. Mange ældre oplever dog udfordringer med at finde passende træningsøvelser, holde fast i en ugentlig træningsrutine eller komme ud af huset til træningstilbud. Derfor er DigiRehab, som foregår i borgernes eget hjem, en god løsning for mange ældre.
De borgere, som skal følge et træningsprogram, vil blive fulgt af træningsassistenter, i form af kendte ansigter fra hjemmeplejen, der har fået grundig oplæring i brugen af DigiRehab-programmet, så de kan støtte borgerne i deres træning.
DigiRehab indeholder et program med træningsøvelser, instruktionsvideoer og screeningsværktøjer, der er skræddersyet til den enkelte borgers behov. Erfaringer fra de 40 danske kommuner, der bruger DigiRehab viser, at træningsforløbene både kan forbedre borgernes funktionsevne og øge medarbejdernes arbejdsglæde.
DigiRehab afprøves i Samsø Kommune frem mod sommerferien 2025 og evalueres i samarbejde med borgere og medarbejdere. Kommunalbestyrelsen skal i august 2025 beslutte, om Samsø Kommune skal fortsætte og udvide brugen af DigiRehab-forløb.