Samarbejdet mellem Børnehaven Rumlepotten og Samsø Køkken fyldte et år den 1. november 2024 og der er meget at fejre, når man kigger nærmere på samarbejdet. Inden for det første år har det ført til mindre madspild, mad lavet fra bunden og madmodige børn.
”Det første år er gået stærkt” siger Lynelle Poulsen, afdelingsleder i Samsø Køkken, og kigger på Kate Svale, leder Børnehaven Rumlepotten, som er helt enig. Det første år er fløjet afsted.
Fra det indledende samarbejde med overblik over egenkontrol, budgetter, kostråd og dernæst fokus på det vigtigste; god og nærende mad til børnene lavet fra bunden. Samarbejdet er bygget op på den måde, at to medarbejdere fra Samsø Køkken skiftevis er i Rumlepotten hver anden uge. Børnene kender de to rigtig godt og er glade for at se maden blive tilberedt, ligesom at børnene bliver inddraget i det omfang, det er tilladt. Udover et bronzemærke i økologi, bålmad og fokus på at købe lokale råvarer, bliver der gjort meget ud af farverne på maden.
Lynelle forklarer:
”Maden skal tale til børnenes øjne. Derfor pynter vi fadene og sørger for, at der er forskellig mad at vælge imellem. Det skal være en lækker oplevelse at spise frokost. Vi hører, at børnene ser frem til måltidet, og vores medarbejdere nyder at være med på sidelinjen og opleve børnenes reaktioner på eksempelvis grønne boller og Barbie-hummus.”
Kate supplerer:
”Vi har også et fælles fokus på, at det hele skal hænge sammen. Hvis der er sygdom, viser vi gensidig fleksibilitet, og så er vi glade og lettede over, at ansvaret for maden er kommet i de rette hænder.”
Børnene fra Grøn Gang har i fællesskab anmeldt maden i børnehaven:
”Det er godt at få mad i børnehaven, så bliver man stærk”. ”Det er megasejt. Ligesom en sej bøf”. ”Maden i børnehaven smager en lillebitte smule bedre end min mors”.
Adspurgt hvad det bedste mad er, svarede de:
”Alt maden!” ”Det hele!”