Samsø Kommune har fået gennemført en undersøgelse for at få et billede af, hvordan skolemadsordningen for 4.-9. klasse på Samsø Skole fungerer i praksis, og samtidig afdække behov, forventninger og ønsker i forhold til en mulig udvidelse til indskolingsklasserne.
Skolemadsordning for 4.-9. klasse: Skolemad fra buffet i Kultursalen
Undersøgelsen viser, at der generelt er stor tilfredshed blandt elever og forældre med ordningen for 4.-9 klasse, hvor eleverne spiser skolemad fra buffet i Kultursalen. 88 % af eleverne og 87 % af forældrene tilkendegiver, at de er tilfredse med skolemaden. Lærerne er mere forbeholdne, hvor 69 % udtrykker tilfredshed.
Undersøgelsen peger på, at skolemaden har en positiv effekt på elevernes trivsel og koncentration. 68 % af eleverne oplever øget energi og fokus efter måltidet, og 62 % af forældrene vurderer, at ordningen har en gavnlig indvirkning på deres børns læring. 85 % af lærerne bakker op om dette billede og vurderer, at ordningen styrker elevernes trivsel.
Det sociale aspekt af måltidet fremhæves som en vigtig del af oplevelsen, og mange elever beskriver spisesituationen som hyggelig og positiv. Samtidig peger evalueringen på forbedringsmuligheder, herunder ønsker om større portioner, mere varieret mad og bedre logistik i forbindelse med servering og oprydning.
Blandt lærerne i 4.-9. klasse oplever 39 % en positiv påvirkning af arbejdsmiljøet, mens 15 % oplever en negativ effekt – især relateret til støj og organisering.
Undersøgelse af behov, forventninger og ønsker til en skolemadsordning for indskolingsklasserne
Undersøgelsen viser stor opbakning til oprettelse af en skolemadsordning for indskolingsklasserne blandt forældre til børn i 0.-3. klasse. 92 % svarer, at de helt sikkert eller sandsynligvis vil tilmelde deres barn til en skolemadsordning, og mange forventer, at det vil forbedre både trivsel, læring og spisevaner. Lærerne i indskolingen er mere forbeholdne; 88 % er tilfreds med den nuværende praksis, hvor eleverne har mad med hjemmefra, og 63 % forventer, at en skolemadsordning vil påvirke arbejdsmiljøet negativt.
Undersøgelsen indgår som en del af arbejdet med at udvikle skolemadsordningen på Samsø Skole. Den samlede undersøgelse kan læses her.
Analysevirksomheden Epinion har gennemført undersøgelsen for Samsø Kommune. Undersøgelsen blev gennemført i april og maj 2025 og bygger på spørgeskemabesvarelser fra elever, forældre og lærere på Samsø Skole.