Kommunalvalg 18. november 2025
Tirsdag den 18. november 2025 afholdes der valg til Samsø Kommunalbestyrelse, hvor der skal vælges 11 medlemmer. Valgperioden løber fra den 1. januar 2026 til den 31. december 2029.
Samtidig med valg til Kommunalbestyrelsen afholdes der valg til Regionsrådet i Region Midtjylland.
Valg til Samsø Kommunalbestyrelse
Fra tirsdag den 7. oktober og til og med fredag den 14. november 2025 er det muligt at afgive brevstemme på et hvilket som helst folkeregister i Danmark.
På Samsø kan du brevstemme:
Rådhuset/Borgerservice, Søtofte 10 i Tranebjerg, i den normale ekspeditionstid som er:
mandag – torsdag kl. 10:00 til 12:00, torsdage tillige kl. 15:00 til 17:00.
Der vil være ekstraordinær åbent for brevstemmeafgivning lørdag den 1. november og lørdag den 8. november fra kl. 10.00 til 12.00.
Endvidere er der åbent fra kl. 9.00 til 16.00 fredag den 14. november,
hvor det er sidste dag, hvor der kan brevstemmes.
HUSK AT LEGITIMATION SKAL MEDBRINGES!
Det bemærkes, at fortegnelse over de opstillede kandidater bekendtgøres ved opslag i Borgerservice fra og med tirsdag den 7. oktober.
Endvidere bemærkes det, at der er mulighed for at benytte hjælpemidler i forbindelse med brevstemmeafgivning. De hjælpemidler der stilles til rådighed er en sort filtpen, en lup, en led-lampe, et hæve/sænkebord og et CCTV.
Stemme i eget hjem kan afgives af vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet på valgdagen den 18. november og som ikke har lejlighed til at stemme på sygehus, plejehjem eller andre institutioner m.v.
Henvendelse om afgivelse af stemme i eget hjem skal rettes til:
Rådhuset/Borgerservice
Søtofte 10, Tranebjerg
tlf. 30 10 55 18
Du vil herefter få tilsendt begæringsformular, som skal anvendes.
Begæring om at afgive stemme i hjemmet, kan indgives til Borgerservice fra tirsdag den 21. oktober og til og med torsdag den 6. november kl. 18:00.
Borgerservice har torsdag den 6. november yderligere åbent til kl. 18:00.
Nærmere oplysninger om brevstemmeafgivning kan fås ved henvendelse til Borgerservice, tlf. 30 10 55 18.
Ansøgning om at afgive stemme på et andet afstemningssted i bopælskommunen kan indgives tidligst tirsdag den 21. oktober og senest mandag den 10. november kl. 12 til vælgerens bopælskommune.
I Samsø Kommune skal ansøgning fremsendes til Samsø Rådhus, Borgerservice, Søtofte 10, Tranebjerg, 8305 Samsø.
Ændringen af afstemningssted skal være begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed.
Ansøgningsskema kan fås ved henvendelse til Samsø Kommunes Borgerservice, tlf. 30 10 55 18.
Læs om hjælp til stemmeafgivning og hjælpemidler i folderen her.
Afstemningen på selve valgdagen foregår fra kl. 8.00 til kl. 20.00 på 2 afstemningssteder. Vælgernes
afstemningssted fremgår af det valgkort, som alle vælgere får tilsendt. Desuden
vil afstemningsstederne blive offentliggjort på kommunens hjemmeside www.samsoe.dk
Kommunal- og Regionalvalget tirsdag den 18. november foregår på følgende afstemningssteder:
Samsø Hallen i Tranebjerg
Nordby Kro i Nordby
Det vil fremgå af dit valgkort på hvilket afstemningssted du skal stemme.
Vedr. hjælpemidler er der på hvert afstemningssted en sort filtpen, en lup og en LED-lampe til rådighed.
Endvidere forefindes der på afstemningsstedet Samsø Hallen i Tranebjerg et handicapvenligt stemmerum, som er indrettet med et hæve/sænke bord samt et CCTV.
Der vil blive udsendt valgkort til vælgerne. De vælgere, som ikke har modtaget valgkort senest torsdag den 13. november, men som mener, at de er berettiget til at afgive stemme, samt personer, der mener, at deres valgkort er fejlagtigt udfyldt, anmodes om at rette henvendelse til Borgerservice, tlf. 30 10 55 18.
Det vil fremgå af dit valgkort på hvilket afstemningssted du skal stemme.
De 2 afstemningssteder på Samsø er:
Tranebjerg: Samsø Hallen
Nordby: Nordby Kro
Når der tirsdag den 18. november afholdes Kommunal- og regionalvalg, kan interesserede vælgere overvære stemmeoptællingen, som foregår umiddelbart efter kl. 20.00 når valghandlingen er afsluttet.
Stemmeoptællingen er offentlig. Af sikkerhedsmæssige grunde skal den del af lokalet, hvor stemmeoptællingen foregår, afskærmes på en sådan måde, at uvedkommende ikke kan komme til stemmesedlerne, men offentligheden stadig kan overvære stemmeoptællingen jf. lovens § 28, stk. 1, 2. pkt.
Valgstederne er: Samsø Hallen, Tranebjerg
Nordby Kro, Nordby
Følgende har ret til at stemme til valget i Samsø Kommune:
Alle der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i Samsø Kommune og som herudover enten
har dansk indfødsret,
er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union,
er statsborger i Island eller Norge eller
uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Valgret har endvidere enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i den Europæiske Union og er registreret i Udenrigsministeriets protokol.
Bemærk, at valgretten er udvidet til også at omfatte personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder ovennævnte valgretsbetingelser.
Bemærk også, at valgretten er afskaffet for følgende personer:
Udlændinge på tålt ophold,
Udvisningsdømte udlændinge
Administrativt udviste udlændinge
Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.
Navne på kandidater, der stiller op til valget, skal opstilles på kandidatlister.
De partier/lister, der i forvejen er valgt ind i Samsø Kommunalbestyrelse, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af stillere, jf. umiddelbart nedenfor.
Kandidatliste uden stillere
Kandidatlisten må højst indeholde 15 kandidatnavne.
De partier/lister, der blev valgt ind i Samsø Kommunalbestyrelse ved kommunalvalget i 2021, og som tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025) fortsat er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal vælgere i kommenen som stillere.
Anmodningen sker ved angivelse på kandidatlisten.
Indlevering af en kandidatliste uden stillere kan ske tidligst tirsdag den 2. september 2025 og senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12. Kandidatlisterne skal indleveres til Borgmestersekretariatet på Samsø Rådhus, Søtofte 10, 8305 Samsø.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
Kandidatliste med stillere
Kandidatlisten må højst indeholde 15 kandidatnavne.
Alle øvrige partier/lister, der ønsker at stille op til valg til Samsø Kommunalbestyrelse, skal indlevere en kandidatliste, der er underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen som stillere.
Indlevering af en kandidatliste med stillere kan ske tidligst tirsdag den 16. september 2025 og senest tirsdag den 30. september 2025 kl. 12. Kandidatlisterne skal indleveres til Borgmestersekretariatet på Samsø Rådhus, Søtofte 10, 8305 Samsø.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
De blanketter, som skal anvendes til anmeldelse af kandidatlister kan rekvireres hos:
Borgmestersekretariatet på Samsø Rådhus, Søtofte 10, 8305 Samsø
Tlf. 30 10 55 28 eller e-mail: auvm@samsoe.dk
Kandidatlister kan indgå i valgforbund.
Indlevering af anmeldelse om valgforbund skal ske senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12 til Borgmestersekretariatet på Samsø Rådhus, Søtofte 10, 8305 Samsø.
Der kan ikke dispenseres fra denne frist.
De blanketter, som skal anvendes til anmeldelse af valgforbund kan rekvireres hos:
Borgmestersekretariatet på Samsø Rådhus, Søtofte 10, 8305 Samsø
Tlf. 30 10 55 28 eller e-mail: auvm@samsoe.dk
Valgbar til Samsø Kommunalbestyrelse er alle, der har ret til at stemme til valget, jf. ovenstående punkt, og som fredag den 3. oktober 2025 opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget, der først skal være opfyldt på valgdagen.
Hvis valgretsbetingelserne ikke er opfyldt fredag den 3. oktober 2025, skal betingelserne være opfyldt mandag den 6. oktober kl. 12, bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget, der først skal være opfyldt på valgdagen.