Samsø Billedkunstråd fungerer som rådgivere for Samsø Kommune i forhold til kunstnerisk udsmykning på øen

Samsø Kommunes billedkunstråd består af professionelle billedkunstnere, kunstformidlere og arkitekter.

Billedkunstrådet har til opgave, at:

  • igangsætte og støtte billedkunstneriske aktiviteter som for eksempel udstillinger, workshops, kunstfestival, foredrag og lignende
  • igangsætte, støtte og formidle permanent kunstnerisk udsmykning af kommunale og andre offentlige bygninger og pladser - herunder rådgive om kunstindkøb
  • rådgive om kommunal kulturpolitik vedrørende billedkunst og søge om støtte hos Kunststyrelsen i forbindelse med nye projekter.
  • Ole F. Olsen, formand – Billedkunstner
  • Lilian Wærum  - Kunstformidler
  • Jens Wærum – Arkitekt og byplanlægger
  • Frank Mundt - Efterskolelærer
  • Robert V. Rasmussen – Repræsentant for kommunen

Aktuelle opgaver og projekter

Der sidder repræsentanter fra Billedkunstrådet i den styregruppe, der er nedsat i forbindelse med restaureringen af Anton Rosen Huset. Restaureringen forventes færdigt i løbet af efteråret 2016.

I det nyrestaurerede hus vil to af værelserne blive indrettet til kunstudstillings-arrangementer, hvor Billedkunstrådet fremover vil få en rolle i forhold til at planlægge og rådgive om fremtidige udstillinger.

Billedkunstrådet arbejder i øjeblikket på det første udstillingsarrangement i det nyrestaurerede Anton Rosen Huset. Udstillingen har fået titlen ”Stolen”.

I forbindelse med projektet er Billedkunstrådet i gang med at foranledige at bl.a. Samsø Kunstforening, Kunstsammenslutningen Maarup Gruppen m.fl. slutter op om emnet rundt omkring på Øen  ligesom der ansøges om lån af værker fra bl.a. Statens Museum for Kunst samt Randers Kunstmuseum m.fl.

Kunsthandler Niels Jørgen Andreasen ønsker at give en folkegave til borgerne på Samsø i form af et kunstværk. I den forbindelse har Billedkunstrådet vurderet, hvilket kunstværk, Samsø Kommune skulle pege på.

Billedkunstrådet har anbefalet Ole Christensens granitskulptur ”Spire” som en oplagt folkegave. ”Spire” har en smuk skulpturel form, og fremstår som symbol for frugtbarhed og for nye begyndelser, hvilket passer godt til Samsø, lyder det i Billedkunstrådes anbefaling.

Rådet anbefaler desuden, at kunstværket får en placering ved Anton Rosen Husets sydside.

Tidligere opgaver og projekter

Billedkunstrådet var involveret i udsmykningen af færgen Prinsesse Isabella. Efter en udsmyknings-konkurrence blev  fotokunstneren Carsten Langkildes billedfrise valgt.  

Derudover anmodede Billedkunstrådet forfatteren Vibeke Grønfeldt om at forfatte en tekst til færgen.

Billedkunstrådet deltog aktivt i, hvor på færgen digt og fotografier skulle placeres, og man kan se resultatet, hvis man sejler en tur til Hou med færgen.

 

I 2015 gennemførte Billedkunstrådet projektet Ung Kunst i samarbejde med afgangselever fra Aarhus Kunstakademi. Eleverne boede på Samsø i forskudte perioder undervejs i projektet for at tilrettelægge udstillingen, finde inspiration og producere.

De mange forskellige værker blev udstillet rundt omkring på øen i sommeren 2015, og udstillingen rummede en lang række forskellige produktioner i form af skulptur, maleri, grafik, lyd, video, tegning, tegneserier, foto, happening, film, digte og litteratur.

Et af kunstværkerne: ”Havet” af kunstneren: Nat Bloch Gregersen  fra udstillingen er sidenhen blevet udvalgt som udsmykning af det vandrekunstværk, der udgør en del af Samsø Kommunes Ildsjælspris.

I sommeren 2015 lagde M/S Bibiana til i Ballen havn på sin rundtur i Danmark. Skibet var ladet med kunst, eventyr og fortællinger i børnehøjde, og man kunne blandt andet se prisvindende børnebogsillustrationer på de blafrende sejl.

Skibet var et stort hit blandt øens feriegæster, ligesom Samsøs skoleelever og børnehavebørn også nød godt af besøget.

Besøget var planlagt af Billedkunstådet i samarbejde med blandt andet biblioteket.

 

Arkitekturudstilling udstillet i Sambiosens foyer i september 2016.

Se billedkunstrådets folder