Samsø Kommunes Billedkunstråd står for at sammensætte udstillingsåret i Anton Rosen Huset og har udvalgt de fire udstillinger, som skal vises i de to udstillingslokaler resten af 2026. På baggrund af et open call modtog rådet hele 50 ansøgninger om at udstille i huset ved seneste ansøgningsrunde. Alle ansøgninger blev gennemgået og vurderet ud fra et kunstnerisk og til dels lokalt perspektiv. Derudover har rådet lagt vægt på, at udstillingsåret skal rumme forskellige kunstpraksisser.
Valget er faldet på fire udstillinger af høj kunstnerisk kvalitet, som på forskellig vis præsenterer kunstnerisk nytænkning, relaterer sig til rammerne og samlet giver et spændende og varieret udstillingsår.
Samsø Billedkunstråd glæder sig til at indbyde til endnu flere kunstneriske oplevelser i Anton Rosen Huset i 2026 med følgende udstillinger:
Zven Balslev: Månemælk
Fredag d. 20. marts – fredag d. 5. juni 2026
Zven Balslevs landskabsmalerier tager form som abstraktioner over natur og steder, vi genkender, men ikke direkte kan placere. Med sin tidligere udsmykning af busboblen i Ørby skabes der nu en forbindelse mellem kunsten i det offentlige rum og Anton Rosen Husets udstillinger, idet Balslev får mulighed for at udfolde sit kunstneriske virke i en ny ramme.
Emilia Sølvsten: Skyggen, der blev
Fredag d. 12. juni – fredag d. 14. august 2026
Emilia Sølvsten arbejder med relationen mellem Grønland og Danmark gennem et personligt og flerstemmigt perspektiv, der åbner for nye forståelser af identitet og tilhørsforhold. Med en sanselig installation skabes et poetisk møde mellem fortid og nutid, hvor den personlige fortælling træder tydeligt frem.
Anja Cecilie Petersen: Lydpot
Fredag d. 21. august – fredag d. 23. oktober
Anja Cecilie Petersen har en nyskabende og stedsspecifik tilgang, der forvandler Anton Rosen Huset til et levende, klingende rum. Gennem arbejdet med lyd og keramik inviteres publikum til en sanselig og eksperimenterende oplevelse af husets arkitektur.
Karen Marx Gibson og Brian Marx Gibson: TRANEMOSEN
Fredag d. 30. oktober 2026 – fredag d. 8. januar 2027
Karen Marx Gibson og Brian Marx Gibson har en stærk lokal forankring og en særlig evne til at omsætte Samsøs natur til sanselige kunstneriske oplevelser. Med udgangspunkt i Tranemosen skaber de en poetisk fortælling, der forbinder sted, natur og fællesskab gennem lyd, billede og rumlige installationer.