Samsø Bibliotek og Grafisk Værksted Agerupgård præsenterer en koncert med den taiwanesiske perkussionist Ying-Hsueh Chen på Bisgaard Forte 14. Før koncerten tilbydes et træsnitkursus ude i det fri. Efter koncerten er der lækker bålmad.
Sommerferie betyder rejser og fritid for de fleste - men for mange af de fastboende på Samsø er det også den mest travle periode af året. Den sidste lørdag i august kan du og din familie lade sjælen dingle efter højsæsonen til en spændende koncert med trommeslager Ying-Hsueh Chen.
Ying-Hsueh Chen (f. 1983)er en visionær og alsidig slagtøjsspiller fra Taiwan, internationalt kendt for hendes medrivende koncerter og banebrydende fortolkninger af ny musik. Ying-Hsueh har været baseret i København siden 2006 og nyder en alsidig karriere i scener på tværs af musikfestivaler og podier i Europa og Asien.
I de seneste år har hun arbejdet på projektet ‘Ancestral Modernism’, der udforsker mødet mellem ældgammel musik og moderne kompositionsmusik, ved at inkorporere tranceskabende og bevidsthedsudvidende stilarter. Ifølge Chen opstår der en særlig magi i det vibrerende møde mellem modpoler under en slagtøjsoptræden, hvor musikken åbner for ukendte dybder i vores sind.
Da hun modtog Dansk Komponistforenings Musikpris i 2018, var det netop for hendes evne til på “smukkeste måde at forbinde verdener” med musik, der “udspringer af noget uendeligt gammelt, tusinder af kilometer borte,” men “lægger sig ved siden af og smelter sammen med vores helt nye, danske musik,” som det lød i motivationen. I 2023 modtog hun desuden Musikanmeldernes Kunstnerpris.
Som solist har Ying-Hsueh Chen optrådt med blandt andet Taiwans Nationale Symfoniorkester, DR Vokalensemblet og Percurama Percussion Ensemble. Hendes præstationer er blevet rost af New York Times og store danske aviser. Ying-Hsueh Chen har uropført mange værker af danske komponister, bl.a. Per Nørgård, Karsten Fundal, Fuzzy, Louise Alenius, Line Tjørnhøj og Christian Winther Christensen. Som kammermusiker har hun haft et tæt samarbejde med kunstnergruppen Dygong og rockgruppen Efterklang.
Ying-Hsuehs nuancerede udtryk er påvirket af hendes internationale uddannelse. Den strækker sig fra Idyllwild Arts Academy, the Juilliard School og til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Billetter til koncert og bålmad koster 100 kr. for voksne og 50. kr. for børn. Bestil billetter her.
Gratis træsnitkursus
Før koncerten vil der være mulighed for at deltage i et træsnitkursus (fra seks år og op) hvor du kan lade dig inspirere af naturen i skoven og overføre dit indtryk til en træplade med billedskærejern og multisliber. Efterfølgende bliver de trykt i fællesskab. De fremstillede grafiske værker vil blive udstillet på Samsø Bibliotek til efteråret. Workshoppen er gratis, men kræver tilmelding på forhånd til Grafisk Værksted Agerupgård.
Arrangementet er muliggjort med støtte fra Kulturring Østjylland.
Pressemeddelelse Samsø Bibliotek & Grafisk Værksted Agerupgård
Skovkoncert med taiwanesiske perkussionist Ying-Hsueh Chen og efterfølgende bålmad
Lørdag d. 31. august kl. 14-17.
Bisgaard Forte 14.
Pris: 100 kr. for voksne. 50 kr. for børn.
Billetter købes her.
Træsnitworkshop
Fra seks år og op.
Lørdag d. 31. august kl. 11.
Bisgaard Forte 14.
Pris: Gratis, men tilmelding nødvendig til Grafisk Værksted Agerupgård.