---
title: "Samsøs grundvand under lup"
date: "2026-08-14"
created: "2026-08-14"
---

# Samsøs grundvand under lup

[Hjem](https://www.samsoe.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.samsoe.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder og presse](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder)

                [Samsøs grundvand under lup](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/samsoes-grundvand-under-lup)

Kommunalbestyrelsen afholdt i juni en temadag, hvor en række oplægsholdere og besøg gjorde alle klogere på det samske drikkevand nu og i fremtiden.

*”Der er ingen nemme løsninger her; det er en fælles opgave for samfundet at finde en vej”.* Det kunne være konklusionen på den temadag for Kommunalbestyrelsen, som blev afholdt i juni.

Det startede med et besøg på vandværket bag Kildemosen, hvor der blev fortalt om praktikken med at pumpe grundvand op, og hvordan vejen er ud til forbrugerne.

Derefter hørte politikerne en række oplæg fra eksperter om tilstanden og mulige løsninger for drikkevandets kvalitet på Samsø. Samsø har nogle udfordringer, og regeringen arbejder nu på tiltag, som kan bidrage til at reducere problemet fremad – men Kommunalbestyrelsen er meget optaget af, hvad vi kan gøre lokalt.

Aarhus Kommune er myndighed for øens drikkevand, og de fortalte, at der er to udfordringer for vand fra Nordsamsø, hvor grundvandsmagasinet er ret stort, men meget sårbart.

Det første problem er, at Nordby Bakker populært sagt er store grus- og sandbunker lagt af isen, hvor regnvandet hurtigt trækker ned i – og dermed gør uønskede stoffer det også. Der er nitrat i grundvandet; en enkelt boring over de 50 mg/l, som i dag er grænseværdien. Drikkevandet i vandhanen overstiger dog ikke grænseværdien.

Det andet problem er et nedbrydningsprodukt fra et svampemiddel, der blev brugt over hele landet i perioden 1982-2000. Grænseværdien er overskredet, og vandværkets dispensation udløber i 2027. Vandværket undersøger med ekstern hjælp alle muligheder for at rense og løse problemet, men det er ikke nogen let sag, for der findes ikke et snuptag, der kan fjerne det.

Vi kommer til både at beskytte og rense vores grundvand på Samsø for at kunne løse udfordringerne. Nu venter vi på regeringens udspil til sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder, og så må vi via Treparten og i samarbejde med vandværkerne tage de nødvendige skridt lokalt.

                 Søren Wiese, formand for Teknik og Miljø-udvalget

Politikerne hørte desuden om Protect, som er et projekt, hvor der over de næste fire år udvikles og testes nye teknologiske og videnskabelige metoder til at prioritere grundvandsbeskyttelse i arealomlægningen. Der inviteres til et offentligt møde om projektet, når de første resultater er klar sidst på året.

Desuden var der oplæg fra Danske Vandværker om forebyggelse frem for rensning, og fra Samsø Vandværk om, hvad man aktuelt gør for at løse problemerne. Dagen sluttede med bud på muligheder for samfinansiering af drikkevandsbeskyttelse fra Dansk Økojord til inspiration fremover.

*Dagen var medfinansieret af EU projekterne Wateradapt, Life Act og Nature Based Solutions for Drought.*

*![](https://www.samsoe.dk/i/MOLIRIMEDIA/6d62728b-f078-4b2d-b35f-0f463d09af31?width=800)*
