Kommunalbestyrelserne i Odder og på Samsø står sammen om et klart budskab: Der er ikke grundlag for at arbejde videre med en fast Kattegatforbindelse, før der er svar på centrale spørgsmål om klima og behov – og før de berørte lokalsamfund bliver inddraget.
Odder Kommune tog i oktober sidste år klar afstand fra en fast forbindelse over Kattegat. Samsø Kommune har længe arbejdet for, at beslutningstagerne vælger andre veje. I begge kommunalbestyrelser handler det om det samme: proportioner og ansvarlighed. Vi ser en risiko for, at man stirrer sig blind på én hurtigere akse mellem de to største byer og samtidig mister blikket for, hvad der skaber sammenhængskraft for hele Danmark.
Erfaringer fra udlandet viser, at store forbindelser mellem metropoler kan give fart mellem korridorens endestationer, mens regningen og konsekvenserne lander lokalt langs ruten. Derfor er det ikke nok at tale om minutters transportgevinster mellem de største byer, hvis prisen betales i tabt natur og ødelagte lokalsamfund.
Kommunalbestyrelserne påpeger, at når gevinsterne forventeligt samler sig i en smal korridor, mens omkostningerne placeres i de områder, der bliver skåret igennem, så er det ikke udvikling for hele landet.
Kattegatforbindelsen vil betyde en bro, der er mindst to gange Storebæltsbroens længde, og motorvejsforbindelser gennem natur og øsamfund, hvilket for altid vil forandre landskaber, hverdagsliv og udviklingsmuligheder i generationer.
Forundersøgelserne af en fast Kattegatforbindelse viser:
- meget omfattende konsekvenser for Samsø og Odder Kommune; en kombineret motorvej og jernbane med en bredde på omkring 100 meter vil skære tværs gennem kommunerne og medføre markante indgreb i natur, landskaber og lokalsamfund
- risiko for betydelige ødelæggelser af naturområder samt støj- og barrierevirkninger i lokalsamfundene; samtidig vil projektet beslaglægge store arealer – herunder landbrugsjord, områder med drikkevandsinteresser og §3-beskyttet natur – og kan medføre forstyrrelser af både dyreliv og kystmiljøer
- en række uafklarede klima- og miljøkonsekvenser, som kræver yderligere analyser; flere miljøorganisationer og lokale initiativer har desuden advaret om risikoen for uoprettelige skader på natur og landskaber
Odder og Samsø opfordrer derfor regeringen og Folketingets partier til at tænke sig grundigt om og vælge en anden vej. Vi står klar til at bidrage konstruktivt med viden, lokale erfaringer og konkrete alternativer.
For os er valget klart: Vi ønsker ikke en fast Kattegatforbindelse gennem vores kommuner.