---
title: "Kom og sæt dit aftryk på fremtidens frivillighed på Samsø"
description: "Mandag den 2. november 2026 kl. 16.00 – 18.30 i Besser forsamlingshus"
date: "2026-10-13"
created: "2026-10-13"
---

# Kom og sæt dit aftryk på fremtidens frivillighed på Samsø

Mandag den 2. november 2026 kl. 16.00 – 18.30 i Besser forsamlingshus

[Hjem](https://www.samsoe.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.samsoe.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder og presse](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder)

                [Kom og sæt dit aftryk på fremtidens frivillighed på Samsø](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/kom-og-saet-dit-aftryk-paa-fremtidens-frivillighed-paa-samsoe)

Hvordan skaber vi de bedste rammer for frivilligheden på Samsø? Og hvordan får vi foreninger, frivillige, borgere og kommune til at spille endnu bedre sammen til gavn for alle på øen?

 I næsten et år har arbejdsgrupper med deltagere fra foreningsliv og kommune arbejdet på et udkast til en ny frivillighedspolitik og et Frivilligråd. Nu er vi nået til et vigtigt punkt, hvor vi har brug for jeres erfaringer, perspektiver og gode idéer.

På fællesmødet præsenterer vi de første udkast og inviterer til dialog om, hvad der er vigtigt for jer. Det er her, I har mulighed for at præge retningen, udfordre forslagene og være med til at sikre, at de afspejler Samsøs fællesskaber og frivillige engagement.

Kort sagt: Hvis du brænder for frivilligheden på Samsø, er dette møde din mulighed for at få indflydelse på, hvordan vi samarbejder og udvikler den i fremtiden. Vi håber, du vil være med.

 ****

**Program for fællesmødet**

**16.00: Velkomst og introduktion** *v. forvaltningschef Lykke Jensen og forvaltningschef Helle Griebel Anesen* Introduktion af *Projekt Frivillighed på Samsø*, og det arbejde der er gennemført det seneste år, hvor målet er at styrke samarbejdet mellem frivillige, foreninger, borgere og kommune.

**Frivillighedspolitik** *v. Marie Møller, tovholder for arbejdsgruppen* Hvordan skal en frivillighedspolitik for Samsø se ud? Marie Møller præsenterer arbejdsgruppens forslag og de indsatser, der skal styrke frivilligheden på øen.
Herefter inviteres alle til dialog ved bordene, hvor vi sammen undersøger, om forslagene rammer rigtigt, og hvad der eventuelt skal justeres, før arbejdet går videre.

**Frivillighedens landskab i dag og i fremtiden** v/ *Sigfred Jensen, tovholder for arbejdsgruppen og Mette Bak Bjerregaard, udviklingskonsulent* Hvordan er frivilligheden organiseret i dag, og hvilke muligheder ser vi for fremtiden? Præsentation af forslaget til et Frivilligråd og drøftelse af hvordan vi kan styrke dialog, samarbejde og fælles udvikling.

**Blikket fremad – en samtale med politikerne**

Samtale med de tilstedeværende lokalpolitikere og deres perspektiver.

**Opsamling og næste skridt** v. Projektleder Ellen Madsen

**Tak for i aften** v. Marie Møller og Lykke Jensen

**18.00 Spisning (buffet) for dem der har lyst**

Af hensyn til bestilling af forplejning bedes du tilmelde dig **** senest mandag den 26. oktober på auemma@samsoe.dk eller på telefon: 25454102

Hvis I kender nogle, der har interesse i at deltage, og som ikke har modtaget en direkte indbydelse, kan de lige som jer tilmelde sig via ovenstående mailadresse / telefonnummer.
Alle med interesse for frivilligheden på Samsø er som nævnt meget velkomne.
