---
title: "Kildemosen fejrede 17-års fødselsdag"
date: "2026-06-11"
created: "2026-06-11"
---

# Kildemosen fejrede 17-års fødselsdag

[Hjem](https://www.samsoe.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.samsoe.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder og presse](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder)

                [Kildemosen fejrede 17-års fødselsdag](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/kildemosen-fejrede-17-aars-foedselsdag)

Der var god stemning på Plejehjemmet Kildemosen, da øens eneste plejehjem markerede sin 17-års fødselsdag.

Anledningen blev fejret med en særlig fødselsdagsmenu fra Samsø Køkken, som havde kræset for beboerne. På menuen var langtidsstegt rullesteg med asparges og nye kartofler samt citronfromage til dessert, en klassisk kombination, der faldt i god jord hos de fremmødte.

Der var flot opbakning til fejringen. De fleste borgere fra Kildemosen deltog, og omkring halvdelen af beboerne fra ældreboligerne var også mødt op for at være med til at markere dagen.

En af dem, der har et særligt forhold til stedet, er Gitte Andersen, som i dag er aktivitets- og frivilligkoordinator på Kildemosen. Hun har været med helt fra begyndelsen for 17 år siden. Først som social- og sundhedshjælper, kun afbrudt af en afstikker på 5-6 år i den udekørende hjemmepleje.

I 2019 skiftede hun rolle og blev aktivitetskoordinator, og det har givet hende en ny måde at være tæt på beboerne på:

”Det er hyggeligt, og jeg lærer borgerne at kende på en anden måde.”

Fødselsdagen bød også på underholdning, hvor Sangerinden, Maibrit Post, sang sange fra dengang de ældre var unge.

Alt i alt blev det en dag med både musik og god mad, netop som en fødselsdag på Kildemosen skal være.
