Skip til hoved indholdet

Hjemmeplejen i Samsø Kommune deltog i brobygning med eleverne på Samsø Efterskole

Hjemmeplejen i Samsø Kommune var for nylig på besøg hos Samsø Efterskole for at give eleverne et indblik i arbejdet som social- og sundhedsassistent og -hjælper (SOSU). Besøget var en del af et brobygningsforløb, hvor 35 engagerede efterskoleelever deltog i en blanding af legende læring, praktiske øvelser og rollespil.

Sine Kapplehøj og Anja Guldborg fra hjemmeplejen havde forberedt en række aktiviteter, der satte eleverne i centrum for læringen. De unge fik prøvet kræfter med vigtige SOSU-opgaver, som blandt andet omfattede at hjælpe med at påtage støttestrømper, anvende en "raizer" — et hjælpemiddel til at rejse en person op efter et fald — samt øve personlig hygiejne på en dukke. Eleverne fik også mulighed for at undersøge et kateter og bruge en opsamlingstang til at samle slik og fidget-spinnere op fra gulvet. Det skærpede koncentrationen.

Eleverne gik til opgaverne med stor indlevelse og iførte sig bleer og lærte om forskellen på bleer og pants. Desuden blev demens et vigtigt samtaleemne, og eleverne fik et indblik i, hvordan det kan påvirke både de berørte og deres pårørende. Det gav anledning til refleksion og gode samtaler om emnet, som flere af de unge kunne relatere til via oplevelser med bedsteforældre.

Under besøget blev fordomme om SOSU-faget brudt ned. Mange af de unge blev positivt overraskede over at finde ud af, at arbejdet indebærer meget mere end blot "at vaske folk bagi". Gennem rollespil og praktiske øvelser blev det tydeligt, at SOSU-arbejdet er fyldt med menneskelig kontakt, omsorg og komplekse opgaver, der kræver både fagspecifikke- og sociale kompetencer.

Eleverne var så engagerede og nysgerrige. De stillede mange gode spørgsmål og var ikke bange for at kaste sig ud i øvelserne

Sine Kappelhøj, Samsø Kommunes Hjemmepleje

Dagen blev afsluttet med rosende ord fra både elever og undervisere, der fremhævede værdien af at åbne de unges øjne for de mange facetter i SOSU-faget.

Hold dig orienteret om Samsø Kommune

Samsø Kommune

Søtofte 10
8305 Samsø

Telefon: +45 87 92 22 00
Mail: 

CVR-nr.: 23 79 55 15

Oplever du problemer med hjemmesiden?
Kontakt Samsø Kommunes webmaster
aumifl@samsoe.dk

Genveje til