---
title: "Helikopterflyvninger på Samsø i september kortlægger undergrunden"
description: "Opdateret den 23. september."
date: "2025-09-23"
created: "2025-08-18"
---

# Helikopterflyvninger på Samsø i september kortlægger undergrunden

Opdateret den 23. september.

[Hjem](https://www.samsoe.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.samsoe.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder og presse](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder)

                [Helikopterflyvninger på Samsø i september kortlægger undergrunden](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/helikopterflyvninger-paa-samsoe-i-september-kortlaegger-undergrunden)

Opdatering: Efter nogle dages forsinkelse grundet blæsevejret i sidste uge, er den helikopter, der skal overflyve Samsø i forbindelse med et stort forskningsprojekt, nu på vingerne.

Fra den 15. september 2025 og cirka 14 dage frem vil borgere og gæster på
Samsø kunne opleve, at der flyver helikoptere frem og tilbage i et bredt
zig-zag-mønster henover Samsø. Helikopteren med et stativ under flyve henover Samsø i brede linjer. Samtidig tages der prøver af vandboringer på øen – alt sammen i den grønne sags tjeneste. Der vil ikke blive fløjet i alle 14 dage, men
fordi flyvetiden er afhængig af vejret, er det svært at sætte mere præcise
datoer på, hvornår der flyves hvor.

Flyvningerne er en del af forskningsprojektet PROTECT. Under helikopterne
hænger en diamantformet ramme. Rammen er et geofysisk redskab, der ved hjælp af
elektromagnetiske impulser kan skabe detaljerede kort over grundvandsmagasiner
– hurtigt, effektivt og miljøskånsomt. De indsamlede data skal bidrage til
projektets formål om at udvikle en omkostningseffektiv måde at tænke
beskyttelse af vores grundvand ind i grøn arealomlægning.

[*Læs nyhedenom annoncering af projektet her.*](https://www.samsoe.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/samsoe-kommune-deltager-i-banebrydende-projekt-for-at-beskytte-grundvandet)*[Her er en samling af spørgsmål, som projektgruppen har oplevet har været relevante for borgere at få svar på i tidligere lignende projekter eller som projektgruppen forestiller sig kan være relevante.](https://protect.geus.dk/borgerinformation "Her er en samling af spørgsmål, som projektgruppen har oplevet har været relevante for borgere at få svar på i tidligere lignende projekter eller som projektgruppen forestiller sig kan være relevante.")*

Vi er glade for at være udvalgt som testområde, så vi får kortlagt vores grundvandsmagasiner, dermed opnår vi værdifuld viden. Flyvningerne vil forhåbentligt genere færrest muligt, og jeg håber, at både samsinger og gæster vil følge interesseret med i de dage i september, og så opfordrer jeg alle interesserede til at komme til det planlagte informationsmøde

                Michael Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget

**FAKTA om PROTECT**

- Projektet
     hedder *Groundwater Protection in a Changing Landscape* (PROTECT)
- Projektperiode: 2025–2029
- Totalbudgettet er ca. 35 mio. kr. hvoraf 26 mio. kr.
     af finansieringen kommer fra Innovationsfonden
- Formål: Udvikle nye omkostningseffektive metoder til
     at tænke grundvandsbeskyttelse ind i den grønne arealomlægning.
- Samsø er testområde. Det betyder, at der vil blive
     fløjet med helikoptere og droner, indsamlet vandprøver fra eksisterende
     boringer og lavet nye boringer i kortere perioder i projektets løbetid fra
     2025-2029. Helikopterflyvninger er programsat til at ske i en periode fra
     den 15. september og ca. 14 dage frem, men datoerne kan rykkes på grund af
     vejrforhold.
- Projektet er et samarbejde mellem De Nationale
     Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Københavns
     Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Miljøstyrelsen,
     Region Midtjylland, SkyTEM og Samsø Kommune.

Det stativ, der hænger under helikopteren, er altid mindst 10 men ofte 15
meter over det højeste punkt, der flyves over. Mindst 30 meter over stativet er
selve helikopteren. Med mere end 20 års erfaring med denne type flyvninger fra
hele verden, er firmaet SkyTEM klar til at indtage luftrummet over Samsø i den
grønne sags tjeneste. SkyTEM har gjort sig umage med at vælge en relativt
støjsvag helikopter.

”Vi har valgt en lille helikopter, der larmer mindre end de
ambulancehelikoptere, som folk måske kender, men det vil desværre altid larme
lidt, når vi er i luften,” fortæller Morten Melbye, der er CEO hos SkyTEM.

For at imødekomme støjgenerne, har Samsø Kommune samarbejdet med SkyTEM om
at fastlægge flyveperioden udenom for eksempel royalt besøg og at give mulighed
for at orientere for eksempel hesteejere, så vidt det er muligt.

Helikopteren flyver efter en standardprocedure, hvor man ikke flyver hen
over huse, infrastruktur, personer, køretøjer, heste og kreaturer.

**Informationsmøde**

Samsø Kommune inviterer i samarbejde med de øvrige
projektpartnere til åbent informationsmøde om feltarbejdet. Mødet vil omhandle
helikopterflyvningerne og vandprøvetagning ved indvindingsboringer og
markvandingsboringer i september 2025. Informationsmødet finder sted tirsdag den 2. september
klokken 17.00-18.30 på Samsø Energiakademi, Standengen, Ballen og er åbent for
alle.

**Hele paletten af fagligheder skal i brug**

Det er ikke kun helikoptere, der skal i brug i projektets løbetid fra 2025
til 2029. Der skal også udvikles ny droneteknologi og indsamles vandprøver fra
både eksisterende og nye boringer på Samsø. Vandprøverne skal forbi en ny *state-of-the-art*-analysemetode
i laboratoriet.

Projektet samler folk med forskellige fagligheder fra en række forsknings-
og myndighedspartnere i form af De Nationale Geologiske Undersøgelser for
Danmark og Grønland (GEUS), Københavns Universitet, Aarhus Universitet,
Syddansk Universitet, Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Samsø Kommune samt
virksomheden SkyTEM. Projektet har modtaget midler fra Innovationsfonden.

”Projektet vil tilbyde en samlet pakke med en måde at tænke
grundvandsbeskyttelse ind i arealomlægningen af landbruget med den grønne
omstilling. Vi har brug for at male med en bred palet af fagligheder i
projektet, for vi skal hele vejen rundt fra indsamling af data om, hvor der er
grundvand, og hvilken kvalitet det har, sammentænkning med øvrige miljø og
naturmål til at tilbyde beslutningstagere en måde at evaluere både miljømæssige
og økonomiske konsekvenser af forskellige tiltag i arealomlægning,” siger
Birgitte Hansen, der er professor i vandkvalitet ved GEUS og projektleder af
PROTECT.
