Efter et godt første halvår oplevede hurtigfærgen Lilleøre et par havarier i løbet af sommeren. Samsø Rederi har kigget nøjere på hændelsesforløbet og er kommet til nogle foreløbige konklusioner.
I første omgang har der været tale om to uafhængige materialefejl. Den ene fejl bestod i dannelse af belægninger på motorernes ventiler. Denne fejl har været forholdsvis enkelt af reparere, men årsagen er ikke helt afklaret endnu. Den anden fejl bestod sandsynligvis af et læk i kølesystemet, som medførte saltvandsindtrængning i motorerne. Det er den sidste fejl, som har krævet en større reparation. Man siger, at ét uheld sjældent kommer alene, og desværre blev Lilleøres driftsstop forlænget med yderligere et par uger, da den første reparation fejlede, og bagbordsmotoren brød sammen under testsejladsen.
Bortset fra de tekniske detaljer har Samsø Rederi også kigget på de handlinger, som rederiet har iværksat under og før havarierne. Materialefejlene har ikke kunnet undgås, men det står også klart at Samsø Rederi har haft mulighed for at konstatere symptomerne på materialefejlene inden de egentlige havarier og dermed undgå det lange driftsstop, som udviklede sig i løbet af august. Rederiet har derfor tilpasset nogle interne procedurer og enkelte steder i organisationen er det personlige ansvar italesat og indskærpet.
Fremadrettet vil der være fokus på fortsat at videreudvikle og styrke det interne beredskab, så rederiet kan stå bedre rustet i forhold til uheld og materialefejl. Bilfærgen er rustet med en femte thruster og nu bliver hurtigruten styrket med en tredje motor. Det gør den mindre sårbar over for længevarende driftsstop. Udredningsarbejdet af materialefejlene fortsætter, men der er ingen tegn på, at de gode takter fra første halvåret på ruten ikke kan fortsætte og Aarhus-ruten kan sætte sit præg på øens udvikling.
Marcel Meijer
Borgmester