I juletiden kan det være svært at få alle ender til at mødes. I år er der igen mulighed for at ansøge om at modtage julehjælp

I samarbejde med Samsø Kommune tilbyder fem foreninger et bidrag til udsatte børnefamilier og værdigt trængende pensionister bosat på Samsø. De fem organisationer, der igen i år gerne vil tilbyde julehjælp, er Benalisafonden, Kirkens Korshær Samsø, Lions Club Samsø, Røde Kors Samsø og Dansk Folkehjælp.

Har du eller din familie brug for en håndsrækning i forbindelse med julen, så kan du nu hente et ansøgningsskema i receptionen på Rådhuset i Tranebjerg, Søtofte 10. Åbningstiden for receptionen er mandag-torsdag 10-12 og igen torsdag 15-17.
Du kan også afhente et ansøgningsskema hos Røde Kors Samsø i deres butik i Ballen, eller hos Kirkens Korshær Samsø i Tranebjerg.

Vil du gerne sende en ansøgning om julehjælp fra Dansk Folkehjælp, kan du udelukkende søge online via dette link https://www.folkehjaelp.dk/det-goer-vi/frivilligt-socialt-arbejde/julehjaelp/. Du kan altså ikke afhente et ansøgningsskema til Dansk Folkehjælp hos kommunens reception.

Der er frist den 1. december
Når du har udfyldt et ansøgningsskema skal du senest den 1. december aflevere ansøgningsskemaet på Rådhuset igen i en lukket kuvert mærket ”Julehjælp”. Du kan også vælge at aflevere kuverten i postkassen udenfor Rådhuset, Søtofte 10. Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.

Når der har været ansøgningsfrist, og alle ansøgninger er gennemgået, vil de personer eller familier, som vil modtage julehjælp, få direkte besked.
Har du spørgsmål angående julehjælpen, kan du kontakte Dorte Skrædder fra Samsø Kommune på telefon: 51 37 71 52 eller på mail: auds@samsoe.dk.