Læs seneste nyt om den nye hurtigfærge mellem Samsø og Aarhus.

Kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune har besluttet at oprette en færgerute mellem Aarhus og Sælvig på Samsø. En hurtigfærge forventes i drift på strækningen fra sommeren 2020. Med hurtigfærgen kan gående og cyklister på kun en time komme fra Aarhus til Samsø – eller fra Samsø til Aarhus.
I Aarhus vil færgen lægge til på den nordlige side af Dokk1. I Sælvig vil der blive lavet en ny mole, som erstatning for en gammel mole, der er i meget dårlig stand. Hurtigfærgen vil kunne ligge inde bag denne mole i sin egen havn. Det vil desuden give den eksisterende færge, PRINSESSE ISABELLA, bedre besejlingsforhold, når den skal lægge til i Sælvig.
Samsø Kommune lavede i 2018 en omfattende markedsundersøgelse af grundlaget for ruten samt foretog en markedsafdækning af mulighederne for en hurtigfærge. På den baggrund besluttede Kommunalbestyrelsen at fortsætte arbejdet og sende en færge i udbud.
Fra november 2018 til januar 2019 har Samsø Rederi gennemført et åbent EU-udbud af en hurtigfærge. To værfter bød på opgaven. Vinderen blev det kinesiske værft Afai Southern Shipyard.