Sammen om Samsøs kultur

En række kulturaktører på Samsø er blevet inviteret til at formulere en ny kulturpolitik i Samsø Kommune.

Kultur er noget, der kendetegner et sted og livet på det sted - men samtidig er spørgsmålet også ofte, hvad kultur egentlig er? Hvad der skal være med til at kendetegne det kulturelle liv på Samsø, er lige nu under udvikling. En række kulturaktører er blevet inviteret indenfor til at deltage i dialog og workshop om fremtidens kulturliv på Samsø. Formålet er at mødes og udvikle på, hvad Samsø har brug for som samfund, men også hvad de enkelte kulturaktører har brug for. Workshoppen skal ende ud i tre-fire principper, som der skal arbejdes videre med i forhold til at give kulturen form og retning.

I efteråret bliver der inviteret til endnu en workshop. Her er det at muligt deltage både som kulturaktør og som borger og være med til at komme med yderligere input til Samsø Kommunes kulturpolitik.