
Indtil den 28. februar kan du søge om at blive udpeget som nævning eller domsmand for perioden 1. januar 2024 - 31. december 2027
Som nævning eller domsmand supplerer du en eller flere juridisk uddannede dommere i nogle straffesager, og du kan forvente at blive indkaldt op til fire gange om året.
Det er Samsø Kommunes grundlisteudvalg, som udvælger kandidaterne til grundlisten og sender den ind til landsretten. Grundlisten skal være et alsidigt og repræsentativt udsnit af befolkningen fordelt på f.eks. uddannelsesmæssig baggrund, alder, køn, etnisk oprindelse og beskæftigelsesmæssig status. Samsø Kommune opfordrer derfor alle interesserede med bopæl i kommunen til at ansøge senest 28. februar 2023 på linket her: https://forms.office.com/e/DgSgX8ZzmW (linket åbner i en ny fane)
Domsmænd og nævninger kaldes også for lægdommere og hvervet er et borgerligt ombud, hvilket betyder, at man som udgangspunkt har pligt til at være lægdommer, hvis man bliver udtaget. Det er landsrettens præsident, der ved lodtrækning udtager domsmænd og nævninger.
Du har som lægdommer krav på at blive fritaget for at arbejde de dage, hvor du er i retten, og du modtager 1.100 kr. pr. dag samt har mulighed for kørselsgodtgørelse. Afhængig af din overenskomst kan du få fri med eller uden løn.
For at blive optaget som lægdommer gælder, at man
- skal have valgret til Folketinget
- skal være ustraffet
- ikke må fylde 80 år i løbet af den periode, hvor grundlisten er gældende
- ikke må være ude af stand til at varetage opgaven af helbredsmæssige grunde
- skal have tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
- skal være fyldt 18 år ved starten af den periode, hvor grundlisten er gældende
- ikke må være gejstlige i anerkendte trossamfund, herunder folkekirken
- ikke må være ministre, advokater, advokatfuldmægtige eller ansat i staten, ved domstolene, anklagemyndigheden, politiet, fængselsvæsenet mv.
Det er desuden et krav at man har bopæl i Samsø Kommune for at komme på kommunens grundliste.
Udtagelsen sker for fire år ad gangen, og du vil omkring den 1. april få besked, om du er blevet optaget på grundlisten.
Hvis du gerne vil ansøge om optagelse på Samsø Kommunes grundliste for perioden 1. januar 2024 – 31. december 2027, kan du på Samsø Kommunes hjemmeside www.samsoe.dk finde yderligere information og udfylde ansøgningsskemaet.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 28. februar 2023.