Foreningsaktiviteter i ferien - for fritidssamsinger og turister

Samsø Kultur- og Idrætscenter, SamBiosen, giver besøgende på Samsø mulighed for at deltage i foreningsaktiviteter under deres ophold. Konceptet hedder Samsø Fritid.

Kalenderen siger uge 27 og højsæsonen er atter skudt i gang på Samsø. I år kan det blive endnu sjovere at være gæst eller fritidssamsing på Samsø. Samsø Kultur og Idrætscenter, SamBiosen, giver besøgende mulighed for at deltage i forskellige foreningsaktiviteter i sommerferien – og resten af året.

Deltagelsen kræver et medlemskab i Samsø Fritid. Samsø Fritid har rod i et ønske om at forlænge det almindelige foreningsliv på Samsø – og gøre Samsø til et aktivt feriested hele året. 

Selvom Samsø bugner af muligheder, arrangementer og aktiviteter om sommeren, er efteråret, vinteren og foråret også fyldt med gode aktiviteter – særligt i og omkring SamBiosen. Med Samsø Fritid kan fritidssamsinger og besøgende i sommerhuse deltage i fritidstilbud som badminton eller bordtennis samt bruge SamBiosens andre faciliteter.

Et medlemskab i Samsø Fritid giver fri adgang til Samsø Fitnesscenter, Pay and Play-aktiviteter hele året, gratis leje af skateboards og sikkerhedsudstyr samt rabat på udvalgte arrangementer, blandt andet Samsø Hoppeland. 

Samsø Fritid gælder for hele husstanden. Fritidssamsinger og besøgende i sommerhuse, som er medlem af Samsø Fritid, må derfor benytte Samsø Fritid i deres ferieperiode. Er huset udlejet gennem Feriepartner Samsø eller Samsø Feriehusudlejning, vil medlemsskabet af Samsø Fritid fremgå på udlejningshjemmesiden som en gratis facilitet til huset.

For yderligere info eller tilmelding til Samsø Fritid kan SamBiosen kontaktes på info@sambiosen.dk. Læs mere om Samsø Fritid.