Med egen yogauddannelse

Den 27. februar 2019 bød yogierne Anette Meldgaard og Helle Yde de første yogaaspiranter velkommen til deres nye etårige yogauddannelse på Samsø: A Yoga Story. 

I læ for Brattingsborg skov på Samsøs sydspids, for enden af en lang allé med elmetræer, ligger et smukt hvidt bindingsværkshus, Ørnslund. Her er der intet, der kan forstyrre udover fasanernes skogren og rådyrenes brunstkald. Og det er netop det, der gør stedet til det perfekte udgangspunkt for selvforkælelse, selvindsigt og ikke mindst: En hel masse yoga.

Ørnslund danner ramme om Anettes og Helles etårige yogauddannelse: A Yoga Story. Her mødtes uddannelsens ti kursister for første gang tilbage i februar til en weekend med god mad, gode snakke samt undervisning i yogaens teori og praksis.

Uddannelsen er bygget op om seks yogaretreats fordelt over hele året samt 100 timers online undervisning.
 

Et ønske om at vække yogaglæden

Helle og Anette har kendt hinanden siden 2010, hvor Helle startede som elev på Anettes yogauddannelse i Aarhus. Siden 2013 har de sammen afholdt toårige yogauddannelser i Vejle, men ønsket om at skabe en anderledes yogauddannelse på Samsø voksede i dem:
  
”Vi havde lyst til at prøve noget andet. Og da vi først var gået i gang med at tale om at starte en ny uddannelse, var idéen ikke til at slukke igen”, fortæller Helle.

Vejen fra idé til handling blev for alvor støbt, da Anette bliver opmærksom på muligheden for at søge LAG-midler. LAG-midler tildeles af lokale aktionsgrupper, som – med midler fra Erhvervsstyrelsen og EU – har til formål at skabe udvikling i lokalsamfundene. ”Det gav blod på tanden”, fortæller Anette, ”især fordi det hele skulle beskrives meget detaljeret. Det gjorde, at det lille frø, der var plantet, rigtig begyndte at vokse”. I sensommeren 2018 får Helle og Anette besked om, at de har fået LAG-midler. 

”Så nu er vi startet fuldstændig forfra, på Samsø. Vi har gjort det helt, som vi gerne vil. Vores overordnede mål er, at vi vil vække yogaglæden ved os selv og dem, vi underviser. Og der har været så stor efterspørgsel, at vi faktisk måtte sige nej til et par kursister i denne omgang”, fortæller Anette.
 

At starte en uddannelse på Samsø

Da jeg spørger Anette og Helle om, hvorvidt der er fordele ved at have uddannelsen på Samsø, er ordlyden ikke til at tage fejl af:

”Når man skal på retreat, er det rigtig godt, at man gør noget andet end det, man plejer at gøre. Og det at skulle ud at sejle, det er for det fleste mennesker forskelligt fra det, de plejer at gøre. Det med at slippe fastlandet vækker noget i vores kursister og giver dem mere ro. Det kan vi tydeligt mærke”, fortæller Anette.

Helle er enig: ”Her kan de slippe den effektivitet, der er andre steder, og tanker som ”kan jeg nå hjem til den der fødselsdag?” eller ”jeg kan lige nå at købe den der gave i frokostpausen”. Der er noget, der bliver cuttet, når de kommer herover. Det er nemmere at nå dem her”. 

Desuden, påpeger de begge, er det praktisk at Samsø ligger midt i Danmark. Hermed kan de både tiltrække kursister fra Jylland og Sjælland. ”Og online-delen kan du jo tage lige meget, hvor i landet du er. Det er en fed mulighed – og vildt sjovt for os at prøve at arbejde med”, indskyder Anette.
 

En tilflytterhistorie

Mens Helle bor i Vejle, bor Anette på Ørnslund sammen med sin forlovede, Thomas. Anette flyttede til Samsø i 2010 efter en længere rejse i Indien. ”Under mit ophold i Indien fik jeg den her klare inspiration om, at jeg skulle flytte til Samsø”, fortæller Anette og fortsætter: 

”Det var meget fremmet for mig, for jeg havde intet tilknytningsforhold til øen. Men jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Så jeg lejede et sommerhus på øen, og så købte jeg mit tidligere hus i Tranebjerg og flyttede til Samsø”.

Siden blev Anette kærester med Thomas, og i december 2017 flyttede de ind på Ørnslund. Beslutningen om Samsø har hun aldrig fortrudt. Her har hun fået et stort netværk, en masse glade samsinger – kvinder som mænd – på sine ugentlige yogahold samt oplevet værdien af at være sammen med mange forskellige mennesker: 

”I Herning, hvor jeg tidligere har boet, var jeg sammen med venner, som lignede mig selv, og som jeg generelt delte holdninger med. På Samsø har jeg mødt en masse mennesker, som stikker i alle mulige retninger. Det synes jeg virkelig er berigende. Det har givet min verden helt nye nuancer”.

Det er allerede nu muligt at tilmelde sig Helle og Anettes næste uddannelsesforløb med opstart i februar 2020.