Fra iværksætterdrøm til populært spisested

Philip Hougesen flyttede til Samsø i august 2017 med sin kæreste, Katrine, og en drøm om at åbne et spisested. I sommeren 2018 slog han dørene op til den nu velbesøgte restaurant i Tranebjerg, Samsø Madsnedkeri.

”Første sæson gik forrygende. Det var jo århundreders sommer”, fortæller Philip. Han fejer et par krummer af det rustikke plankebord og fortsætter: ”Altså vi var på bagkant med alting. Men det er min iværksætterfilosofi: Få solgt dit produkt først. Og det må man sige, at vi gjorde”. 

Vi sidder med hver vores dampende kaffe i Philips og Katrines stue. På gulvet ligger legetøj og vidner om familiens tredje medlem – deres datter Sophia på 1,5 år. Den nye sæson er lige om hjørnet, og Samsø Madsnedkeri er endnu berørt af vinterens ombygninger. Derfor mødes vi i Philips og Katrines hjem et par minutter fra Samsø Madsnedkeri til en snak om, hvad det indebærer at flytte til Samsø og udleve iværksætterkaldet.
 

Samsø er jo en madø

Philip er 29 år. Han har en bachelor i filosofi og en kandidat i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet. Efter endt uddannelse arbejdede han som gymnasielærer, inden han købte en ladcykel, som han byggede om til en sandwichcykel. Med sandwichcyklen kørte han rundt til diverse begivenheder i Aarhus og solgte gourmetsandwich – og fik samlet sig en tung rygsæk af iværksættererfaringer.

Katrine arbejdede som sygeplejerske og sammen boede de i et kollektiv i Aarhus. ”Og så skete der det, at Katrine blev gravid, og vi begyndte at kigge os om efter et andet sted at bo”, fortæller Philip.

Katrine har altid haft et godt øje til Samsø, og da hun fik tilbudt et arbejde som sygeplejerske ved Samsøs hjemmepleje, er Philip allerede varm på idéen: ”Samsø er jo en madø. Og jeg havde et indtryk af, at her var der muligheder for en iværksætter som mig”, tilføjer han.
 

Et godt brand

Sandwichcyklen blev pakket sammen, og Philip og Kathrine flyttede til Samsø. ”Jeg startede med at snakke med en masse folk og finde ud af, hvem der kan hvad – og ja, hvordan Samsø fungerer. Og så startede jeg til fodbold”, forklarer Philip. Den 1. maj 2018 fik han mulighed for at starte egen restauration på Langgade 12.

”Det fede ved Samsø er, at her er du meget mere unik, end du er i en by med en halv million eller en million indbyggere. Dine muligheder for at lykkedes er større, fordi dine kvaliteter – og det at du kommer og vil noget – bliver værdsat meget mere, end de gør andre steder”.

Desuden, påpeger Philip, er Samsø et godt brand – ”det nyder alle på Samsø godt af”, indskyder han. 


Følelsen af at have plads i et sted

Philip har brugt vinteren på at blive klar til den nye sæson – og ikke mindst på at slappe af og bruge tid med sin familie.

”Det at komme væk fra Aarhus, hvor jeg tidligere har boet, giver automatisk mindre stress. Både fordi vi nu har meget lavere omkostninger og kan arbejde mindre – og fordi her bare er mere ro – især om vinteren”, fortæller Philip og fortsætter:

”Mange af dem, som flytter til Samsø, er bange for at de bliver alene og får økuller. Men man finder ud af, at folk på Samsø vil hinanden. De hilser og vil gerne snakke. Det giver en følelse af at have plads i et sted”.

Da jeg spørger Philip, hvad han glæder sig mest til ved den kommende sæson, svarer han: ”Hele den hvirvelvind af nye tiltag, forhåbninger og visioner, som er indbefattet i det at være iværksætter og drive sine egne ting”.

Ambitionen med Samsø Madsnedkeri er, foruden spisestedet i Tranebjerg, at udvikle en produktserie med samsøprodukter, som kan sælges i udvalgte butikker, herunder gourmet pomfritter, gourmet ketchup og røgede kødvarer. 

I år åbnede restaurationen allerede 1. marts, og Philip og hans gode kollegaer har haft rygende travlt lige siden.