Bæredygtige tanker er flyttet ind i Nordby

Benjamin Hansen og Tina Kjær ledte efter et sted, hvor de både kunne finde fred og ro til familien og plads og penge til at sætte gang i deres planer om at starte virksomhed med fokus på miljø, bæredygtighed og markedsføring. De fandt det perfekte sted i Nordby

Nede i Tina Kjær og Benjamin Hansens kælder har et gammelt skab fået nyt liv. Skabet, der før husede sko, er i stedet blevet til familiens eget affaldssorteringssystem. I et rum bor dåserne. I et andet plastik-affaldet. Og i et tredje rum holder glasflaskerne til – vel at mærke uden låg. Lågene ryger over i et rum for sig, da de ikke er lavet af glas. Når rummene er fyldt, går turen til genbrugspladsen. Tina og Benjamin håber at kunne lokke flere med på sorteringsideen:

- Det kunne være fedt, hvis vi kunne få startet et fællesskab op omkring affaldssortering i Nordby. Så kunne vi skiftes til at køre til genbrugspladsen med hinandens affald, lyder det fra Tina Kjær.
Masser af gode ideer

Fællesskab og bæredygtighed

Det er et par af de ord, der går igen i den drøm, Benjamin Hansen og Tina Kjær er flyttet til Nordby på Samsø for at udleve. Tina er flyttet til fra Aarhus sammen med sine to børn, og Benjamin er kommet fra København. Nu er de i fuld gang med at finde sig til rette i deres nye tilværelse. Børnene er startet i børnehave og skole, og Tina og Benjamin skal i gang med at folde deres nystartede virksomhed ud. Helt konkret kommer basen til at ligge i husets anneks, der engang var byens maskinsnedkeri.

Her skal der bygges en virksomhed op, der fokuserer på social og miljømæssig bæredygtighed, og hvor parret kan bruge deres evner inden for idémageri, markedsføring og kreativitet. Hvad der helt præcist skal lægges oven på fundamentet, ved de ikke endnu. Det kan være et kontorfællesskab, et mødested hvor udenøs-virksomheder kan tage hen for at få ny inspiration, pop up butikker til sommerens turister eller måske det hele på én gang.

Ideer er der nok af, og indtil videre er de ikke blevet skudt ned af omgivelserne:

- Vi er virkelig blevet taget imod med åbne arme, og vi har ikke mærket nogen jantelov, selv om vi kommer hertil med en masse nye tanker og ideer. Og det er perfekt, for vi er kommet for at samarbejde og bygge fællesskaber op,” siger Benjamin Hansen.

Perfekt terræn for iværksættere

Det er ikke tilfældigt, at Tina Kjær og Benjamin Hansen valgte at flytte sammen på netop Samsø. Øens grønne og bæredygtige profil tiltaler dem begge, og de havde i en periode snakket om, hvad de ville med deres liv. Skulle de flytte sammen i storbyen med tilhørende stress og høj puls, eller skulle de slå sig ned et mere roligt sted, hvor der også var tid og plads til at få en nysammensat familie til at fungere? Efter et januar-besøg på Samsø, havde de fundet svaret.

- Jeg havde arrangeret en tur herover i al hemmelighed og fået aftalt er par husfremvisninger med en ejendomsmægler. Det var sådan en vinterdag med blå himmel og iskrystaller i græsset, og vi fik begge den dér drømmeagtige følelse i maven. Det virkede bare helt rigtigt. Ordet potentiale poppede frem, imens vi gik rundt og så på de store, billige huse. Vi kunne se, hvordan alting ville kunne komme til at spire på en helt anden måde her, fortæller Tina Kjær. Benjamin Hansen nikker ved siden af:

- Jeg husker, at jeg på tilbageturen kiggede på Tina og sagde: Jeg er klar, hvis du er klar.

Nu ser parret frem til en dagligdag med god tid og plads til familien, og samtidig at få skubbet deres virksomhed godt i gang. De håber på sigt, at de kan få selskab af andre idérige folk med mod på ø-livet:

- Jeg synes, at øen er oplagt for iværksætterfamilier, der er klar til at tage en chance. Husene koster jo kun en fjerdedel af, hvad de koster i Aarhus, og du kan hurtigt komme til både Jylland og Sjælland. Og så er der den her spændende kombination af smuk natur, der jo er ren mental medicin, og så det moderne fokus på energi og bæredygtighed. Det er oplagt at bygge videre på, lyder det fra Tina Kjær.