Lokalplan nr. 107 - Boliger ved klimaskoven
Kommunalbestyrelsen på Samsø har den 8. april 2025 endelig godkendt ovenstående lokalplan.
Lokalplanområdet er beliggende i den østlige ende af Tranebjerg indenfor kommuneplanramme nr. 79 der er udlagt til boligområde, og med boligerne på Bryggerbakken, samt klimaskoven som naboer.
Formålet med lokalplanen er at udlægge lokalplanområdet til boligområde. Der sikres byggeretsgivende bestemmelser, der giver mulighed for opførelse af 16 tæt-lave boliger med tilhørende skure, vej, sti og fælles friarealer.
Lokalplanen muliggør endvidere, at der kan etableres en ny overkørsel til Østerløkkevej overfor "Bakken".
Lokalplanen fremgår af linket nederst.
Offentlighedsperiode
Planforslaget har været i 4 ugers offentlig høring fra den 18. februar til 18. marts. Naboer til lokalplanområdet samt Grundejerforeningen Bakken, er orienteret direkte om planforslaget og høringen.
Kommunen har i perioden modtaget 3 høringssvar fra grundejere på Bakken. Det vurderes samlet set, at høringssvarene ikke giver anledning til nye oplysninger eller opmærksomhedspunkter som ikke tidligere har været fremført i sagen.
Høringssvarene har dermed ikke givet anledning til ændringer af lokalplanen, der derved godkendes endeligt uden ændringer fra høringsperioden
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives senest den 9. maj 2025.
Du klager via klageportalen, som du finder via borger.dk eller virk.dk. Du logger på klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Samsø Kommune via klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, foreninger, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Samsø Kommune. Hvis afgørelsen fastholdes, sendes klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget. Denne information kan også tilgås på hjemmesiden for Nævnenes Hus: naevneneshus.dk. Her kan du søge på fritagelse fra klageportal.