---
title: "Endelig offentliggørelse af lokalplan nr. 100 – Industrivej, Tranebjerg"
description: "Offentliggørelse af endelig plan"
date: "2026-06-24"
created: "2026-06-24"
---

[Hjem](https://www.samsoe.dk/)

                    [Erhverv](https://www.samsoe.dk/erhverv)

                    [Høringer og tilladelser](https://www.samsoe.dk/erhverv/hoeringer-og-tilladelser)

                    [Aktuelle høringer](https://www.samsoe.dk/erhverv/hoeringer-og-tilladelser/aktuelle-hoeringer)

                [Endelig offentliggørelse af lokalplan nr. 100 – Industrivej, Tranebjerg](https://www.samsoe.dk/erhverv/hoeringer-og-tilladelser/aktuelle-hoeringer/endelig-offentliggoerelse-af-lokalplan-nr-100-industrivej-tranebjerg)

# Endelig offentliggørelse af lokalplan nr. 100 – Industrivej, Tranebjerg

Kommunalbestyrelsen har den 16. juni 2026 truffet beslutning om at godkende ovennævnte plan endeligt.

**Planens indhold**

Formålet med lokalplanen er at få et fælles plangrundlag for hele det udlagte erhvervsområde som kommuneplanramme nr. 85 dækker over.

I planlægningen har det været et fokus, at der fremadrettet tages hensyn til de eksisterende beboelser der ligger i umiddelbar nærhed af erhvervsområdet. Der har f.eks. været fokus på at mindske støjgener fra erhvervet, bl.a. ved at muliggøre opførelsen af støjværn hvor det måtte vise sig nødvendigt.

Lokalplanområdet er adskilt i to delområder, med den hensigt at skabe en sammenhæng med de omkringliggende boliger. I delområde 1 er der plads til etablering af virksomheder med særligt pladskrævende varegrupper på maksimalt 1500 kvm i en højde på op til 12 meter. I delområde 2 gives der mulighed for virksomheder med særligt pladskrævende varegrupper på maksimalt 1000 kvm i op til 8,5 meters højde. Til forskel fra den gældende lokalplan er der udover højden også ændret på etageantallet, således at bebyggelsen nu kan indrettes i op til 2 etager. Der er også åbnet op for andre materialevalg end murede bygningsværker.

**Planens retsvirkninger**

Lokalplanen er bindende for de ejendomme, der ligger inden for planens område. Der må ikke etableres forhold i strid med bestemmelserne, medmindre der gives dispensation. Eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte som hidtil.

**Offentliggørelse af lokalplanen**

Lokalplanen offentliggøres på kommunens hjemmeside og på plandata.dk. Du kan tilgå planen via linket herunder.

**Klagevejledning**

Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan der kun klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Det vil sige at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens hensigtsmæssighed.

Klagen skal være indgået senest 4 uger fra datoen for planens offentliggørelse for at blive betragtet som rettidig.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.borger.dk eller www.virk.dk. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Samsø Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Samsø Kommune. Hvis Samsø Kommune fastholder afgørelsen, sender Samsø Kommune klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Samsø Kommune. Samsø Kommune videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget naevneneshus.dk. Yderligere oplysning om klageregler og gebyrordning kan ses i afgørelsen og findes også på naevneneshus.dk.

Hvis et spørgsmål ønskes prøvet ved domstolene, skal sagen anlægges ved retten inden 6 måneder fra offentliggørelsen.

                            [Lokalplan nr. 100 - Industrivej, Tranebjerg](https://www.samsoe.dk/p/MOLIRIMEDIA/50da916b-45ee-405a-0456-08ded17af1f8)
