Alle vil få to standardbeholdere, der hver kan rumme 240 liter affald. Som det fremgår på billedet, bliver der tale om to plastbeholdere, der er opdelt i to rum. Den ene beholder indeholder et rum til madaffald og et rum til restaffald. Den anden indeholder et rum til papir og et blandet rum til hård plast, metal samt mad- og drikkekartoner.
På standardbeholderen er der separate låg over hvert rum, så du kun behøver at åbne låget til det rum, du skal bruge. Beholderne har hjul og er forsynet med et ergonomisk håndtag, så de nemt kan vippes og flyttes af både dig og skraldemanden.
Beholdernes mål
Hver beholder er 70 centimeter bred, 103 centimeter høj og 87 centimeter dyb, når man regner håndtaget med. Hvis du stiller beholderne ved siden af hinanden, fylder de samlet 1,7 meter i bredden og 87 centimeter i dybden.
Du skal derfor afsætte en plads på 1,7 meter gange 90 centimeter for at have plads til beholderne.
Du skal have plads til beholderne
Det er dit ansvar at sørge for, at du har plads til beholderne. Det er helt op til dig, hvor du vil have beholderne til at stå til daglig, men når de skal tømmes, skal de stå ud til vejen med håndtagene vendt udad. De skal stå maksimalt to meter fra skel, når skraldemanden kommer for at tømme dem.
Nogle vælger at lave en plads til beholderne, så de altid står ud til vejen, mens andre hellere vil have dem et andet sted og blot køre dem ud til vejen, når de skal tømmes. Hvis du vælger at have beholderne et andet sted end ude ved vejen, kan du få en automatisk besked på sms, når vi kommer for at tømme. Læs mere om sms-service her.
Større beholdere og deling af beholdere
Hvis du oplever, at du ikke har plads nok i de to beholdere, er det muligt at få dem ombyttet til større beholdere. Det kan du læse mere om her.
Og hvis det kniber med at have plads til beholderne, er det også muligt at dele eksempelvis to større beholdere med naboen, hvis I går sammen om at lave en fælles plads til dem.